Om Bofællesskabet Jernstøberiet
Bofællesskabet Jernstøberiet i Himmelev, Roskilde er et 45 år gammelt bofællesskab, et ombygget Jernstøberi. På denne hjemmeside kan du læse mere om os, og hvordan det er at bo i bofællesskabet. På siden "Bolig til salg?" findes essentiel information, hvis du ønsker at købe en bolig på Jernstøberiet.
Derfor bor vi i Jernstøberiet
Rammerne
Jernstøberiet er et bofællesskab, der ligger som en oase midt i et
traditionelt parcelhuskvarter i Himmelev. Det stod klar til indflytning i 1981
efter en lang og sej bygge- og etableringsproces.De gamle fabriksbygninger – jernstøberiet
– er bevaret og omdannet til 20 ejerboliger af meget forskellig størrelse fra
38-135 kvm. De fleste boliger har facaden ind imod den gamle fabrikshal. Hallen
er bofællesskabets fysiske centrum, og danner ramme om leg, sport og caféhygge.
Hallen er et unikt sted for de uformelle møder og for børnenes leg. "Vi
har alle samme hus", sagde Aske på 4 år en dag, da han skulle fortælle,
hvordan han bor.Fælleshuset er opbygget inde i hallen. I stueetagen er der køkken og spiserum,
og på 1. sal er der et stort fælles opholdsrum, hvor vi mødes til fælles
aktiviteter som fx at se en fodboldkamp eller en film, spille brætspil, billard
mm. Desuden har vi et mindre rum, der bruges til legerum for de små og af og
til fungerer som soverum for overnattende gæster. De fleste kan gå på
strømpesokker fra boligerne til fællesarealerne – hvis det ikke er alt for
koldt.Rundt omkring findes andre fællesfaciliteter: En vaskekælder, et rum med fælles
frysere, et stort cykelskur og en kælder med værksted og opbevaringsmuligheder.På arealerne udenfor er der stor fællesterrasse, grillhytte, boldbane,
legeplads med trampolin og gynger, køkkenhave, frugttræer og 'private' haver i
varierende størrelse. Overgangen mellem private og fælles udendørsarealer er
flydende og varierer rundt omkring på den ca. 5.800 kvm store grund.Vi nyder godt af at kunne købe ting til deling, frem for, at hver skal have sin
egen 'dims'. Der har været perioder, hvor to familier har etableret delebiler,
og flere på støberiet har været sammen om en delebåd.Mange i Jernstøberiet føler, at de bor småt og stort på samme tid: Nogle af
boligerne er små, men mulighederne udenom er store.
At drikke kaffe sammen
I Jernstøberiet er det ikke de fysiske rammer, der er kernen, det er
derimod det sociale fællesskab. Man skal ikke flytte ind, fordi rammerne er
tiltalende, man skal flytte ind, fordi man vil tage del i fællesskabet.Fællesskabet folder sig ud på mange
måder. De daglige uformelle snakke og sammenkomster er noget af det, der
betyder rigtig meget for os.Vi har gode bofæller tæt på - ikke bare naboer – og det at have nogen at
'drikke kaffe sammen med', både når vi er glade og kede af det, betyder rigtig
meget.Alle har selvfølgelig ikke lige tætte relationer til alle andre i
Jernstøberiet. Kontakterne er der på kryds og tværs og det er meget
almindeligt, at vi er fælles om forskellige ting. Vi kan være uenige om noget
og sammen om andet. Men grundlæggende er vi noget for hinanden og lever med i
hinandens liv på godt og ondt.
At have solceller på taget
Vi er ret forskellige, men har mange fælles værdier. Vi deler nogle
grundholdninger om fællesskab, ressourcebevidsthed, økologi og plads til
mangfoldighed - for os selv og i forhold til resten af verden. Vi har i en del
år diskuteret forskellige muligheder for at nedsætte vores energiforbrug eller
selv producere energi. I 2012 kunne vi så med stor glæde indvie vores
solcelleanlæg på taget af hallen, som efter 10 år har tjent sig ind og leverer
over en tredjedel af vores elforbrug. I disse år diskuterer vi ofte, hvordan vi
bedre kan bidrage til den grønne omstilling af samfundet, fx ved at nedsætte
vores energiforbrug, gøre vores have 'vildere', opsætte ladestandere til
elbiler, eller fortsætte omlægningen af vores fællesmad i bæredygtig retning.
Fællesmad er ikke bare for madens skyld
Det sociale fællesskab kommer også til udtryk i en række mere 'formelle'
aktiviteter. Vi er enige om, at vores fællesmad er utrolig vigtig. Ikke kun,
fordi det er en dejlig aflastning ikke at skulle tænke på aftensmaden hver dag,
men også fordi fællesmaden fungerer som dagligdagens vigtigste sociale
samlingspunkt. Vi har kokkehold på tre personer, der sikrer fællesmad tirsdag,
onsdag og torsdag; det betyder, at hver beboer over 14 år skal lave mad ca. en
gang om måneden. Vi tilstræber økologisk mad til en fornuftig pris, og spiser
efterhånden sjældent kød til fællesmaden. Niveauet er højt, og vi får mange
spændende retter med inspiration fra hele verden.
Traditioner
og plads til fornyelse
Et andet socialt samlingspunkt er vores traditioner. De er levende,
forstået på den måde, at nogle af dem ændrer sig over tid og nogle af dem
erstattes af andre. De fleste år har vi fastelavn, Skt. Hans-fest og hentning
af juletræ. Juleaften og nytårsaften er som regel også tidspunkter, hvor de,
der er hjemme, samles. Hvert 2.-3. år tager vi på støberweekend sammen for at
diskutere de større linjer, og Jernstøberiets runde fødselsdage er noget helt
for sig selv. I det hele taget er vi ret gode til at feste, synes vi selv.Fornyelsen kommer blandt andet, fordi vi - efter at have bygget nogle
traditioner op igennem mange år - nu har fået nye børnefamilier ind i
Jernstøberiet. Det giver gode diskussioner om nye muligheder og ideer.Vi har også et fællesskab omkring de arbejdsopgaver, vi alle skal deltage i. Vi
er alle med i en arbejdsgruppe, der vedligeholder et bestemt område, f.eks.
køkkenet, hallen eller vaskekælderen. Her er der obligatorisk deltagelse.Vi holder også en række arbejdsweekender i løbet af året, hvor vi tager fat på
større opgaver. Her skal man deltage i de fleste. På arbejdsweekenderne får vi
den gode fornemmelse af, hvor meget mere vi kan sammen end hver for sig.
Arbejdsweekenderne har udviklet sig til at blive et socialt samlingspunkt, hvor
den gode mad og hyggen også er i højsædet.De månedlige fællesmøder er også et samlingspunkt, som vi benytter til at
diskutere større og mindre ting, som vedrører vores fælles forhold. Fællesmødet
er vores besluttende myndighed, og det er vigtigt, at beslutningerne bliver
taget på en ordentlig måde, så ingen bliver 'tromlet'. Derfor drøfter vi også
løbende, om møderne har en form, som på den ene side ikke er for bureaukratisk
og på den anden side er så styrede, at vi er trygge ved de beslutninger, der
tages.Omkring vores fælleslokaler foregår der også en masse andre sociale
aktiviteter, f.eks. badminton, filmaftener, fodboldkampe på TV, jazzband, og
diverse fester. Og endelig er der det mere spontane, som vi alle er glade for:
Det kan være grillaftener, kaffe i hallen, en tur til stranden osv
.At vokse op i Jernstøberiet
Børnene har op igennem årene fyldt meget i Jernstøberiet og det
værdsætter vi alle. Omgivelserne byder på optimale legemuligheder, og der er
næsten altid legekammerater i nærheden. Børneforældrene er også glade for at
dele erfaringer med andre i samme situation. Børnene har rigtig godt af at
opleve andre hjem og få andre rollemodeller, og børnefamilierne nyder godt af,
at der er andre i nærheden, som kan være bagstoppere, hvis forældrene ikke lige
er hjemme. Og de forældre, hvor børnene er fløjet fra reden, nyder at se de nye
små vokse op. Alderssammensætningen ændrer sig løbende, i takt med ud- og
indflytninger. Nogle har boet her i mange år – enkelte faktisk helt fra starten
– mens andre er nyere i gårde. Efter en periode med mange større børn, står vi
nu midt i et generationsskifte. Flere småbørnsfamilier er flyttet ind, og det
er vi rigtig glade for!Vi forestiller os, at det at vokse op i Jernstøberiet giver børnene en helt
særlig erfaring i demokrati i praksis. Børnene oplever fra små, at det er
nødvendigt at tage hensyn til andre, og at man derfor kan blive nødt til at gå
på kompromis - men også, at der altid er andre at trække på, når man selv er
lidt nede. Også vi andre med flere år på bagen bliver mindet om, at der er
andet i livet end det individualistiske ræs. Vi tilstræber, at alle har plads
til at være sig selv, men også, at fællesskabet er der, når man har brug for
det – og at den enkelte stiller op, når fællesskabet kalder.
De unge og de gråhårede
Aldersspredningen i Jernstøberiet har aldrig været større end den er nu, og det
ser vi som en stor styrke. Her er voksne fra unge forældre til garvede
bedsteforældre, og børn i mange aldre. Af og til kommer der nye til, som
stiller spørgsmål ved alt det, som 'vi plejer' og af og til kan de, som har
boet her i mange år, sætte diskussionerne i perspektiv på en måde, som ellers
ikke var mulig – eller blive udfordret på 'vi plejer'. Vi er et etableret
bofællesskab, som er kommet over mange af de begyndervanskeligheder, som nye
bofællesskaber skal tage stilling til, men alligevel er der hele tiden kræfter
– nogle gange drevet af frustrationer – som arbejder på at gøre tingene
anderledes og bedre. Som fællesskab udvikler vi os stadig, og det er viljen til
at prioritere det fælles, som holder os sammen.Familiestrukturen i Jernstøberiet spænder også over hele spektret. Her er gamle
veletablerede ægteskaber, enlige, og nye par. Kort sagt er vi beboere i mange
forskellige livssituationer, og det betragter vi som en fordel.
Hverken ægteskaber eller fællesskaber er uden
besværligheder
Er livet i et bofællesskab rosenrødt? Ikke altid – måske fordi vi, som
mennesker i almindelighed, har en tendens til at fokusere på problemerne frem
for fordelene, når vi er midt i situationen. Vi har oplevet, at beboere, der
har været væk i en årrække, f.eks. som udstationerede, vender tilbage og
fortæller, hvor specielt fællesskabet er i forhold til, hvad man møder andre
steder.Det
er helt sikkert rigtigt, men både ægteskaber og bofællesskaber har deres
besværligheder. Grundlæggende handler det måske om det samme: Konflikten mellem
det individuelle og behovet for at skulle finde fælles løsninger.I Jernstøberiet kommer det til udtryk i diskussioner om grænsen – eller
gråzonen – mellem det private og det fælles. Hvad skal standarden være for
rengøring og 'ryddelighed' på vores fælles arealer? Hvor meget frihed har den
enkelte bolig til at lave udendørs ændringer? Hvor meget vil vi investere i
vores fælles faciliteter? Og hvordan fordeler vi udgifterne på de fælles
arealer? Skal det ske efter boligens størrelse, beboersammensætningen eller en
kombination af de to forhold? Og hvordan betaler vi for de enkelte boligers
forbrug? Hvor meget må private fester 'fylde'?Det kan føre til følelsesladede diskussioner, men det er karakteristisk, at
alle store beslutninger ender med at blive taget af et meget stort flertal af
beboerne. Således også beslutningen om, hvordan vi betaler de fælles udgifter.
Det var resultatet af et langt og grundigt arbejde, hvor vi indgik flere
kompromisser og hvor der vist ikke var nogen af os, der fik det helt, som vi
kunne ønske os, men hvor vi landede en ordning, skabt på grundlag af en vilje
til at lytte til de andre og søge løsninger. Indsatsen har vist sig at være det
hele værd, da ordningen nu har holdt i over ti år.Gennem et sådant arbejde med demokrati i praksis bliver Jernstøberiet et sted,
hvor vi opdrages til demokrati. Vi tager det, vi lærer her, med ud i 'den store
verden' udenfor.Nærhed og tolerance er 'prisen' for at vælge et bofællesskab. En pris, som man
skal være villig til at betale, hvis man vælger denne boform, der giver så gode
muligheder for fællesskab og engagement i mødet mellem mennesker.
(Opdateret august 2013 og januar 2023)
Bolig til salg?
Jernstøberiet er et ejerbofællesskab bestående af 20 boliger. Det vil sige, at det er ejeren af den enkelte bolig, som selv står for salg m.m.
- Ejerforeningen - altså bofællesskabet - ejer fællesarealer og -bygninger, som er værdisat til 0 kr.
- Alle disse herligheder følger altså med i prisen, når man køber en bolig. - Nye indflyttere skal ikke godkendes af fællesskabet.
- Men vi foreslår, at potentielle købere fx. deltager i fællesspisning, og også læser "Derfor bor vi i Jernstøberiet", som giver en idé om, hvad man går ind til.
- Endelig har vi samlet en mappe med forskellige essentielle dokumenter, der vil være relevante, hvis du overvejer at købe bolig i Jernstøberiet Version april 2026 BOLIG TIL SALG INFOPAKKE - VERSION 14-04-2026 - OBS virker ikke, men kontakt os - så bliver den tilsendt ! Man er også velkommen til at kontakte bestyrelsen i forbindelse med køb af en bolig. Se kontaktsiden
Kontakt
Kontakt til Bofællesskabet kan ske til
Katrine Klim Jacobsen
forperson@jernstoberiet.dk
Formand for ejerforeningen
eller
Søren Frederiksen
kasserer@jernstoberiet.dk
Kasserer - Jernstøberiet
Endelig kan du kontakte webmaster her
Den uformelle kontaktliste
Vi har en ganske uformel liste over personer, der gerne vil kontaktes, såfremt der bliver en bolig til salg på Jernstøberiet - ønsker du at komme på denne liste, så udfyld denne formular.
(Eftersom boligerne er ejerboliger, der kun er 20 af dem, og der - baseret på erfaringerne de sidste mange år - kun er få til salg hvert år, så er "succesraten" på at stå på kontaktlisten lav. Men alligevel skal det måske prøves.
Ideen er, at såfremt nogle får behov for at sælge, så er der umiddelbart nogle at kontakte.
Du får en bekræftelse på, at du nu står på kontaktlisten, men derudover gør vi ikke noget aktivt.)
Og hvis du vil af listen igen - så klikker du her !
