Jernstøberiet vejskilt

Derfor bor vi i Jernstøberiet

Rammerne
Jernstøberiet er et bofællesskab, der ligger som en oase midt i et traditionelt parcelhuskvarter i Himmelev. Det stod klar til indflytning i 1981 efter en lang og sej bygge- og etableringsproces.

Ungerne er ofte på rulleskøjter i vores lyse hal De gamle fabriksbygninger – jernstøberiet – er bevaret og omdannet til 20 ejerboliger af meget forskellig størrelse fra 38-135 kvm. De fleste boliger har facaden ind imod den gamle fabrikshal. Hallen er bofællesskabets fysiske centrum, og danner ramme om leg, sport og caféhygge. Hallen er et unikt sted for de uformelle møder og for børnenes leg. "Vi har alle samme hus", sagde Aske på 4 år en dag, da han skulle fortælle, hvordan han bor.

Fælleshuset er opbygget inde i hallen. I stueetagen er der køkken og spiserum, og på 1. sal er der et stort fælles opholdsrum, hvor vi mødes til fælles aktiviteter som fx at se en fodboldkamp eller en film, spille brætspil, billard mm. Desuden har vi et mindre rum, der bruges til legerum for de små og af og til fungerer som soverum for overnattende gæster. De fleste kan gå på strømpesokker fra boligerne til fællesarealerne – hvis det ikke er alt for koldt.

Rundt omkring findes andre fællesfaciliteter: En vaskekælder, et rum med fælles frysere, et stort cykelskur og en kælder med værksted og opbevaringsmuligheder.

På arealerne udenfor er der stor fællesterrasse, grillhytte, boldbane, legeplads med trampolin og gynger, køkkenhave, frugttræer og 'private' haver i varierende størrelse. Overgangen mellem private og fælles udendørsarealer er flydende og varierer rundt omkring på den ca. 5.800 kvm store grund.

Vi nyder godt af at kunne købe ting til deling, frem for, at hver skal have sin egen 'dims'. Der har været perioder, hvor to familier har etableret delebiler, og flere på støberiet har været sammen om en delebåd.

Mange i Jernstøberiet føler, at de bor småt og stort på samme tid: Nogle af boligerne er små, men mulighederne udenom er store.

At drikke kaffe sammen
I Jernstøberiet er det ikke de fysiske rammer, der er kernen, det er derimod det sociale fællesskab. Man skal ikke flytte ind, fordi rammerne er tiltalende, man skal flytte ind, fordi man vil tage del i fællesskabet.

Anne Sofie, Rasmus, Viggo, Andre og Frida - nyder sommervarmen i haven Fællesskabet folder sig ud på mange måder. De daglige uformelle snakke og sammenkomster er noget af det, der betyder rigtig meget for os.

Vi har gode bofæller tæt på - ikke bare naboer – og det at have nogen at 'drikke kaffe sammen med', både når vi er glade og kede af det, betyder rigtig meget.

Alle har selvfølgelig ikke lige tætte relationer til alle andre i Jernstøberiet. Kontakterne er der på kryds og tværs og det er meget almindeligt, at vi er fælles om forskellige ting. Vi kan være uenige om noget og sammen om andet. Men grundlæggende er vi noget for hinanden og lever med i hinandens liv på godt og ondt.

At have solceller på taget
Vi er ret forskellige, men har mange fælles værdier. Vi deler nogle grundholdninger om fællesskab, ressourcebevidsthed, økologi og plads til mangfoldighed - for os selv og i forhold til resten af verden. Vi har i en del år diskuteret forskellige muligheder for at nedsætte vores energiforbrug eller selv producere energi. I 2012 kunne vi så med stor glæde indvie vores solcelleanlæg på taget af hallen, som efter 10 år har tjent sig ind og leverer over en tredjedel af vores elforbrug. I disse år diskuterer vi ofte, hvordan vi bedre kan bidrage til den grønne omstilling af samfundet, fx ved at nedsætte vores energiforbrug, gøre vores have ’vildere’, opsætte ladestandere til elbiler, eller fortsætte omlægningen af vores fællesmad i bæredygtig retning.

Fællesmad er ikke bare for madens skyld
Det sociale fællesskab kommer også til udtryk i en række mere 'formelle' aktiviteter. Vi er enige om, at vores fællesmad er utrolig vigtig. Ikke kun, fordi det er en dejlig aflastning ikke at skulle tænke på aftensmaden hver dag, men også fordi fællesmaden fungerer som dagligdagens vigtigste sociale samlingspunkt. Vi har kokkehold på tre personer, der sikrer fællesmad tirsdag, onsdag og torsdag; det betyder, at hver beboer over 14 år skal lave mad ca. en gang om måneden. Vi tilstræber økologisk mad til en fornuftig pris, og spiser efterhånden sjældent kød til fællesmaden. Niveauet er højt, og vi får mange spændende retter med inspiration fra hele verden.

Anne, Gitte og Jan, feb 2006, Fastelavnsfest i hallen Traditioner og plads til fornyelse
Et andet socialt samlingspunkt er vores traditioner. De er levende, forstået på den måde, at nogle af dem ændrer sig over tid og nogle af dem erstattes af andre. De fleste år har vi fastelavn, Skt. Hans-fest og hentning af juletræ. Juleaften og nytårsaften er som regel også tidspunkter, hvor de, der er hjemme, samles. Hvert 2.-3. år tager vi på støberweekend sammen for at diskutere de større linjer, og Jernstøberiets runde fødselsdage er noget helt for sig selv. I det hele taget er vi ret gode til at feste, synes vi selv.

Fornyelsen kommer blandt andet, fordi vi - efter at have bygget nogle traditioner op igennem mange år - nu har fået nye børnefamilier ind i Jernstøberiet. Det giver gode diskussioner om nye muligheder og ideer.

Vi har også et fællesskab omkring de arbejdsopgaver, vi alle skal deltage i. Vi er alle med i en arbejdsgruppe, der vedligeholder et bestemt område, f.eks. køkkenet, hallen eller vaskekælderen. Her er der obligatorisk deltagelse.

Vi holder også en række arbejdsweekender i løbet af året, hvor vi tager fat på større opgaver. Her skal man deltage i de fleste. På arbejdsweekenderne får vi den gode fornemmelse af, hvor meget mere vi kan sammen end hver for sig. Arbejdsweekenderne har udviklet sig til at blive et socialt samlingspunkt, hvor den gode mad og hyggen også er i højsædet.

De månedlige fællesmøder er også et samlingspunkt, som vi benytter til at diskutere større og mindre ting, som vedrører vores fælles forhold. Fællesmødet er vores besluttende myndighed, og det er vigtigt, at beslutningerne bliver taget på en ordentlig måde, så ingen bliver 'tromlet'. Derfor drøfter vi også løbende, om møderne har en form, som på den ene side ikke er for bureaukratisk og på den anden side er så styrede, at vi er trygge ved de beslutninger, der tages.

Omkring vores fælleslokaler foregår der også en masse andre sociale aktiviteter, f.eks. badminton, filmaftener, fodboldkampe på TV, jazzband, og diverse fester. Og endelig er der det mere spontane, som vi alle er glade for: Det kan være grillaftener, kaffe i hallen, en tur til stranden osv.


Rasmus og kaninerne.At vokse op i Jernstøberiet
Børnene har op igennem årene fyldt meget i Jernstøberiet og det værdsætter vi alle. Omgivelserne byder på optimale legemuligheder, og der er næsten altid legekammerater i nærheden. Børneforældrene er også glade for at dele erfaringer med andre i samme situation. Børnene har rigtig godt af at opleve andre hjem og få andre rollemodeller, og børnefamilierne nyder godt af, at der er andre i nærheden, som kan være bagstoppere, hvis forældrene ikke lige er hjemme. Og de forældre, hvor børnene er fløjet fra reden, nyder at se de nye små vokse op. Alderssammensætningen ændrer sig løbende, i takt med ud- og indflytninger. Nogle har boet her i mange år – enkelte faktisk helt fra starten – mens andre er nyere i gårde. Efter en periode med mange større børn, står vi nu midt i et generationsskifte. Flere småbørnsfamilier er flyttet ind, og det er vi rigtig glade for!

Vi forestiller os, at det at vokse op i Jernstøberiet giver børnene en helt særlig erfaring i demokrati i praksis. Børnene oplever fra små, at det er nødvendigt at tage hensyn til andre, og at man derfor kan blive nødt til at gå på kompromis - men også, at der altid er andre at trække på, når man selv er lidt nede. Også vi andre med flere år på bagen bliver mindet om, at der er andet i livet end det individualistiske ræs. Vi tilstræber, at alle har plads til at være sig selv, men også, at fællesskabet er der, når man har brug for det – og at den enkelte stiller op, når fællesskabet kalder.

De unge og de gråhårede
Aldersspredningen i Jernstøberiet har aldrig været større end den er nu, og det ser vi som en stor styrke. Her er voksne fra unge forældre til garvede bedsteforældre, og børn i mange aldre. Af og til kommer der nye til, som stiller spørgsmål ved alt det, som 'vi plejer' og af og til kan de, som har boet her i mange år, sætte diskussionerne i perspektiv på en måde, som ellers ikke var mulig – eller blive udfordret på ’vi plejer’. Vi er et etableret bofællesskab, som er kommet over mange af de begyndervanskeligheder, som nye bofællesskaber skal tage stilling til, men alligevel er der hele tiden kræfter – nogle gange drevet af frustrationer – som arbejder på at gøre tingene anderledes og bedre. Som fællesskab udvikler vi os stadig, og det er viljen til at prioritere det fælles, som holder os sammen.

Familiestrukturen i Jernstøberiet spænder også over hele spektret. Her er gamle veletablerede ægteskaber, enlige, og nye par. Kort sagt er vi beboere i mange forskellige livssituationer, og det betragter vi som en fordel.
 

Hverken ægteskaber eller fællesskaber er uden besværligheder
Er livet i et bofællesskab rosenrødt? Ikke altid – måske fordi vi, som mennesker i almindelighed, har en tendens til at fokusere på problemerne frem for fordelene, når vi er midt i situationen. Vi har oplevet, at beboere, der har været væk i en årrække, f.eks. som udstationerede, vender tilbage og fortæller, hvor specielt fællesskabet er i forhold til, hvad man møder andre steder.

Lola og Linda, feb. 2006, Fastelavnsfest i hallen Det er helt sikkert rigtigt, men både ægteskaber og bofællesskaber har deres besværligheder. Grundlæggende handler det måske om det samme: Konflikten mellem det individuelle og behovet for at skulle finde fælles løsninger.

I Jernstøberiet kommer det til udtryk i diskussioner om grænsen – eller gråzonen – mellem det private og det fælles. Hvad skal standarden være for rengøring og 'ryddelighed' på vores fælles arealer? Hvor meget frihed har den enkelte bolig til at lave udendørs ændringer? Hvor meget vil vi investere i vores fælles faciliteter? Og hvordan fordeler vi udgifterne på de fælles arealer? Skal det ske efter boligens størrelse, beboersammensætningen eller en kombination af de to forhold? Og hvordan betaler vi for de enkelte boligers forbrug? Hvor meget må private fester 'fylde'?

Det kan føre til følelsesladede diskussioner, men det er karakteristisk, at alle store beslutninger ender med at blive taget af et meget stort flertal af beboerne. Således også beslutningen om, hvordan vi betaler de fælles udgifter. Det var resultatet af et langt og grundigt arbejde, hvor vi indgik flere kompromisser og hvor der vist ikke var nogen af os, der fik det helt, som vi kunne ønske os, men hvor vi landede en ordning, skabt på grundlag af en vilje til at lytte til de andre og søge løsninger. Indsatsen har vist sig at være det hele værd, da ordningen nu har holdt i over ti år.

Gennem et sådant arbejde med demokrati i praksis bliver Jernstøberiet et sted, hvor vi opdrages til demokrati. Vi tager det, vi lærer her, med ud i ’den store verden’ udenfor.

Nærhed og tolerance er ’prisen’ for at vælge et bofællesskab. En pris, som man skal være villig til at betale, hvis man vælger denne boform, der giver så gode muligheder for fællesskab og engagement i mødet mellem mennesker.

(Opdateret august 2013 og januar 2023)


top | Powered by CMSimple_XH | Template by w.scharff | Tutorial zum Template